loebeskade.dk ondt i knæet

Osgood Schlatter knæ

Osgood Schlatter er en tilstand, som kan føre til knæsmerter hos børn og unge i alderen 9-14 år. Knæsmerterne kan være invaliderende og forhindre den ramte i at dyrke de aktiviteter, som man gerne vil. I dette indlæg vil vi gøre dig klogere på, hvad Osgood Schlatter er for noget, og hvorfor det typisk resulterer i smerter. Du vil blive klogere på, hvordan et “Schlatter knæ” føles, og hvordan behandlingen bør foregå. Har du efter, at du har læst dette indlæg, spørgsmål du mangler at få svar på, kan du skrive til vores løbeeksperter via e-mail formularen i bunden af dette indlæg eller igennem LøberLab.dk.

Dette indlæg indeholder følgende:
Hvad er et Osgood Schlatter knæ?
Hvor mange unge rammes af et Osgood Schlatter knæ?
Hvad er symptomerne?
Hvordan opstår et Osgood Schlatter knæ?
Hvordan behandles et Osgood Schlatter knæ?
Gode øvelser – se videoøvelser

Hvad er et Osgood Schlatter knæ?

På lårets forside har vi en stor muskelgruppe (m. Quadriceps), som hæfter nede på underbensknoglen tibia på et punkt lige under knæskallen. Inden musklen hæfter på dette knoglepunkt bliver den til en sene (patellasenen), hvilket er den sene som dækker knæskallen. Ved et Osgood Schlatter knæ dannes en irritationstilstand ved hæftet for patellasenen. Denne irritationstilstand dannes på grund af mange gentagne bevægelser, som aktiverer muskulaturen på forsiden af låret og patellasenen. Når muskulaturen og senen aktiveres vil patellasenen trække i knoglepunktet, hvor senen hæfter. Er man samtidig i vækstzonen som ung vil dette træk være ekstra stort. På grund af disse gentagne træk fra patellasenen vil der opstå den tidligere nævnte irritationstilstand omkring hæftet for senen, hvilket kan resultere i smerter.  

osgood schlatter loebeskade

Hvor mange unge rammes af et Osgood Schlatter knæ?

Cirka 20% af alle idrætsaktive unge i alderen 9-14 år oplever knæsmerter grundet Osgood Schlatter(1). Tilstanden ses hyppigere hos drenge end hos piger. Hos 25-50% af tilfældene vil man opleve symptomer fra begge ben.

Hvad er symptomerne?

Man vil opleve smerter foran på knæet ved et område lidt under knæskallen. Man vil typisk opleve smerte ved blot let tryk på dette område. Typisk er det også smertefuldt at sidde på knæ, og hvis man sidder med bøjede knæ i lang tid. Smerterne vil provokeres ved aktiviteter, som indebærer løb og hop.

Hvordan opstår et Osgood Schlatter knæ?

Som nævnt tidligere opstår der ved et Osgood Schlatter knæ en irritationstilstand omkring hæftet for patellasenen. Denne irritationstilstand dannes på baggrund af bevægelser og aktiviteter, som øger belastningen på patellasenen og dermed trækket omkring det knoglepunkt, hvor patellasenen hæfter. Ved bevægelser som løb og hop udsættes patellasenen for en stor belastning, hvilket øger trækket i senen. Af den årsag ses Osgood Schlatter typisk hos unge indenfor idrætsgrene, hvor der indgår gentagne hop, landinger og løb. Osgood Schlatter knæ kan opstå, fordi den unge har øget sin træning og dermed belastningen af patellasenen, men også grundet en pludselig voldsom vækst, der også øger trækket fra patellasenen.

Hvordan behandles et Osgood Schlatter knæ?

Osgood Schlatter er heldigvis en godartet tilstand, som ofte vil helbredes af sig selv gradvist over tid. I behandlingen handler det om at tilpasse den unges aktivitetsniveau. Man vil prøve at mindske belastningen omkring patellasenen, så det bliver muligt for den unge at deltage i så meget af den fysiske aktivitet som muligt. Derudover vil man sideløbende forsøge at finde frem til nogle strategier, som kan mindske symptomerne hos den unge. Løbende under genoptræningsforløbet bør man supplere aktiviteterne med relevante styrkeøvelser for at bibeholde/øge styrken i muskulaturen i benene. Dette gøres for, at den unge har de bedste forudsætninger for at vende tilbage til sin sport, når smerterne ophører.

Gode øvelser!

Det er ikke muligt at opstille de bedste øvelser for et Osgood Schlatter knæ, da øvelserne skal tilpasses den enkeltes niveau. Derudover skal øvelserne være rettet mod den specifikke sportsgren, som den unge gerne vil tilbage til. Nedenunder viser vi nogle eksempler på øvelser, som kan være relevante at inddrage i genoptræningen. Igen er det vigtigt at slå fast, at det blot er eksempler på relevante øvelser og ikke en “guide”, som vil være relevant for alle.

11 + 7 =

Referencer

(1) Andrew J Kienstra, Charles G Macias, William Phillips, Jonathan I Singer, James F Wiley, II Osgood-Schlatter disease (tibial tuberosity avulsion). Juli 2016

(2)  Circi, E., Atalay, Y., Beyzadeogly, T. (2017). Treatment of Osgood–Schlatter disease: review of the literature.

(3) Brukner, P. & Khan, K. Brukner and Khan’s clinical sports medicin. Volume 1: Injuries. (McGraw-Hill Education (Australia), 2016)