loebeskade.dk - alt om loebeskader

Hvem står bag loebeskade.dk?

Bag loebeskade.dk står Asger Jensen, indehaver af fysioterapi klinikken AkutFys og klinikken LøberLab samt Rune Darling, indehaver af virksomheden RunningNow.

Asger Jensen

Asger Jensen

Asger er uddannet fysioterapeut og arbejder som selvstændig med egen klinik (AkutFys), som har lokaler i Aarhus C. Ved siden af arbejdet er Asger i gang med at tage en kandidatoverbygning til sin uddannelse på Aalborg Universitet. Hos AkutFys har alle medarbejdere valgt at specialisere sig indenfor løb og løbeskader og er derfor opdateret på den nyeste viden. Asgers helt store interesse er indenfor løbeområdet, hvor han elsker at sætte sig ind i den nyeste viden og videreformidle den til sine klienter samt den almene befolkning.

Hvor går man hen idag, hvis man vil have faglig viden omkring egen løbeskade? Der findes ikke et website specifikt omkring løbeskader, hvilket vi gerne vil lave om på. Det kan være frustrerende at blive begrænset i sit løb grundet en skade og ikke vide, hvordan man bedst kommer videre. På loebeskade.dk gør vi dig klogere på din løbeskade og forklarer på en let forståelig måde, hvordan skaden er opstået, og hvordan du kommer bedst videre. Ved at videreformidle vores ekspertise indenfor løb og løbeskader kan vi forhåbentlig være med til at hjælpe løbere tilbage til det løb de ønsker.

Rune Darling

Rune Darling

Rune Darling er cheftræner i – og indehaver af – løbevirksomheden RunningNow. Uddannelsesmæssigt har Rune en tværfaglig bachelor i psykologi-antropologi. De sidste 10 år har han beskæftiget sig med løb, hvoraf de sidste 5 år har været på fuld tid. Udover af have stiftet RunningNow, så står han også bag løbeklubben RunningWild. Rune har optrådt som skribent for diverse blade og magasiner, herunder LøbeMagasinet, Fit Living m.m. Han er uddannet løbeinstruktør i både DGI og DAF og senere underviser på løbetræneruddannelsen i DGI samt træner i Aarhus Fremad Atletik. Rune har tidligere blogget en del om løb og er selv aktiv udøver af trail- og ultraløb.

I mere end 15 år har jeg brugt internettet som ”opslagsværk” og kilde til inspiration omkring alt løberelateret. Formår man at sortere skidt fra kanel, er der en masse fortræffelige steder, hvor man som løber kan hente viden. En hjemmeside har jeg dog altid savnet og undret mig over ikke eksisterede. Det er siden, der udelukkende omhandler løbeskader. Skader er desværre for mange løbere noget som de fra tid til anden stifter bekendtskab med, men der mangler simpelthen en dansk side, der udelukkende beskæftiger sig med forebyggelse, genoptræning og viden om løbeskader. Den hjemmeside er her nu, og jeg vil bidrage med al min viden for at gøre det til den bedste danske ”go to” side, når man som løber har brug for hjælp og viden.